Sygdom, demens eller ulykker kan pludseligt sætte én ud af spillet. Det kan være en utryg tanke, og det er vigtigt at overveje, hvordan dine personlige og økonomiske forhold bliver varetaget, hvis du ikke længere kan træffe beslutninger selv. En fremtidsfuldmagt sikrer, at dine ønsker bliver respekteret, og at en betroet person kan tage vare på dine interesser. Hos BALE Advokatfirma i Herning/Ikast og Ansager hjælper vi med oprettelsen af fremtidsfuldmagter, så du kan få ro i sindet.
Hvad er en fremtidsfuldmagt?
Fremtidsfuldmagten er den vigtigste ulykkesforsikring, du kan tegne.
En fremtidsfuldmagt er et juridisk dokument, hvor du på forhånd – mens du er rask – udpeger den/de person(er), der kan handle på dine vegne, hvis du en dag mister evnen til selv at træffe beslutninger. Det er i vidt omfang i dag nødvendigt at have en fremtidsfuldmagt, hvis du bliver syg, mentalt svækket eller på anden måde ude af stand til at varetage dine økonomiske og personlige anliggender. Fremtidsfuldmagten træder først i kraft, når du bliver erklæret ude af stand til at handle fornuftsmæssigt af en læge. Hos os kan vi hjælpe dig med at sikre, at alle juridiske aspekter af fremtidsfuldmagten bliver håndteret korrekt.
Hvorfor er det vigtigt at oprette en fremtidsfuldmagt?
Uden en fremtidsfuldmagt risikerer dine nærmeste at skulle igennem en længere og mere kompliceret proces i form af etablering af værgemål for at få lov til at tage beslutninger på dine vegne. Ønsker ingen i din familie at være værge og være underlagt det offentliges kontrol, kan det blive nødvendigt at få en værge udpeget af Familieretshuset, hvilket er tidskrævende og medfører ekstra omkostninger. En fremtidsfuldmagt giver dig – og ikke Familieretshuset – kontrol over, hvem der får den vigtige rolle at håndtere dine anliggender, og sikrer, at det bliver en person, du stoler på og som kender rammerne for sine opgaver.
Hvem kan udpeges som fremtidsfuldmægtig?
Når du opretter en fremtidsfuldmagt, har du mulighed for at vælge den/de person(er), som du har tillid til, at der kan varetage dine økonomiske og personlige forhold. Det kan være en ægtefælle, et barn eller en nær ven. Det vigtigste er, at du vælger en person, som du ved vil handle i overensstemmelse med dine ønsker. Vi rådgiver dig om, hvordan du bedst udvælger en fremtidsfuldmægtig, og sikrer, at alle formelle krav bliver opfyldt.
Hvilke forhold kan en fremtidsfuldmægtig tage sig af?
En fremtidsfuldmægtig kan tage sig af de forhold, som du har medtaget i din fuldmagt. Der kan være tale om økonomiske dispositioner, såsom betaling af regninger, administration af fastejendom og investeringer. Det kan også inkludere personlige beslutninger, f.eks. valg af hjælpemidler, klage over kommunale beslutninger eller sundhedsmæssige forhold. Du kan selv bestemme, hvilke beføjelser din fremtidsfuldmægtig skal have, og vi hjælper dig med at definere præcist, hvad du ønsker.
Hvornår træder en fremtidsfuldmagt i kraft?
En fremtidsfuldmagt træder ikke i kraft, før du af en læge bliver erklæret ude af stand til at varetage dine anliggender på fornuftsmæssig vis. Det betyder, at du stadig har fuld kontrol over dine anliggender, indtil det tidspunkt, hvor du ikke længere er i stand til at træffe gode beslutninger. Processen med at sætte fuldmagten i kraft sker gennem Familieretshuset, hvor vi om ønsket kan assistere dig og dine pårørende.
Hvordan hjælper vi med oprettelsen af en fremtidsfuldmagt?
Hos BALE Advokatfirma i Herning/Ikast og Ansager tilbyder vi professionel rådgivning og hjælp til oprettelsen af fremtidsfuldmagter. Vi sikrer, at alle juridiske krav bliver opfyldt, og at dine ønsker og behov bliver beskrevet på retmæssig vis. Vi gennemgår processen sammen med dig og sørger for, at du får den nødvendige rådgivning til at træffe de rette beslutninger. Det vigtigste for os er at udarbejde en skræddersyet løsning, der passer til dig og din familiære situation.
