Kombinationssæreje – ægtefællebegunstigende eller arvingsbegunstigende?

Særeje kan etableres på to måder. Enten ved, at tredjemand bestemmer særeje for en livsgave eller en arv, eller ved, at et ægtepar opretter en ægtepagt, hvori der aftales særeje for den ene eller begge af ægtefællerne.

Der findes forskellige typer af særeje. De to grundtyper er skilsmissesæreje, som – i overensstemmelse med navnet – alene medfører særeje ved skilsmisse, og fuldstændigt særeje, som både giver særeje ved skilsmisse og ved død.

Overordnet set er det vigtigt at forstå, at særeje aldrig betyder, at ægtefæller ikke arver hinanden. Særeje indebærer alene, at der ikke skal foretages en deling af et ægtepars formue i to såkaldte boslodder forud for beregningen af arven.

Ønsker man at begrænse en ægtefælles arv mest muligt, vil det derfor som udgangspunkt være nødvendigt dels at etablere fuldstændigt særeje for den anden ægtefælle, dels at oprette et testamente, hvori den pågældende ægtefælles arv reduceres mest muligt inden for arvelovens rammer. Alternativt kan der gives arveafkald.

Hvad er forskellen på ægtefælle- og arvingsbegunstigende særeje?

Man kan kombinere skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje på forskellige måder. Herved opstår det, der betegnes som kombinationssæreje.

Der findes otte forskellige former for kombinationssæreje. Fire af disse kan karakteriseres som arvingsbegunstigende, mens de øvrige fire er ægtefællebegunstigende.

Vurderer et ægtepar, at de hver især har tilstrækkelige økonomiske midler, og ønsker de, at arvingerne – hvad enten der er tale om fællesbørn eller særbørn – skal begunstiges, allerede når den første går bort, kan det være hensigtsmæssigt at etablere et arvingsbegunstigende kombinationssæreje. I denne model har førstafdøde fuldstændigt særeje ved død, mens længstlevende har delingsformue. Begge ægtefæller har særeje ved separation eller skilsmisse.

Er situationen derimod den, at ægtefællerne ønsker at begunstige hinanden mest muligt, vil man ofte vælge den modsatte løsning. Her har længstlevende fuldstændigt særeje ved død, mens førstafdøde har delingsformue. Også i denne model har begge ægtefæller særeje ved separation eller skilsmisse.

Søg professionel rådgivning for at undgå fejl

De forskellige former for kombinationssæreje ser man desværre jævnligt anvendt forkert. Det er derfor vigtigt, at man nøje beskriver over for sin advokat, hvad man ønsker at opnå med særejet. Hvis advokaten ikke er fuldt oplyst om parternes ønsker samt deres familiære og økonomiske forhold, kan der let blive etableret en ægtepagt, som ikke understøtter de ønskede formål bedst muligt.

Det samme gør sig naturligvis gældende, når en gavegiver eller en arvelader ønsker at bestemme særeje for en gavemodtager eller en arving. Også her er det afgørende, at den korrekte særejeform vælges i gavebrevet eller testamentet.

BALE Advokatfirma er specialiseret inden for familie- og arveretten. Har du spørgsmål om de forskellige særejeformer eller behov for rådgivning om, hvilken løsning der passer bedst til din familie og jeres økonomi, er du velkommen til at kontakte os på telefon 70 20 71 19.